THE EDGE OF THE SHADOWS
Nomineret til Nordisk Råds Filmpris
Kom til visning af The Edge of the Shadows (Alanngut Killinganni) og talk med producer Emile Hertling Péronard.
Spillefilmen The Edge of the Shadows er nomineret til Nordisk Råds filmpris 2023. Vinderen offentliggøres d. 30. oktober 2023 til prisuddelingen i Oslo.
Otte år er gået, siden seks unge blev overfaldet af sagnvæsenet Qivittoq i Qaqqat Alanngui. Tuuma er turistguide i Nuuk og sejler turister rundt på sightseeing. På en af disse ture beder turisterne ham om at sejle dem hen til det sted, hvor de unge i sin tid blev overfaldet, og Tuuma indvilliger, selv om han er imod det.
Men da de ankommer, bliver Tuumas mistanke til uhyggelig virkelighed, og de to turister forsvinder. Tuuma sejler hurtigt tilbage til Nuuk for at få hjælp hos politiet. Men er det klogt at vende tilbage og lede efter turisterne, når der er Qivittoq’er på spil i bjergene?
Foto: Imalik Film, Freyr Sævarsson
Det er første gang nogensinde, at Grønland er med i denne prestigefyldte konkurrence.
Med sin unikke evne til at bygge på inuits fortællinger og mytologi kombinerer instruktøren i The Edge of the Shadows moderne fortælleteknik med humor og gys fra den mundtlige fortælletradition fra Grønland.
Inden visningen af filmen har vi en snak med den grønlandske filmproducer Emile Hertling Péronard, der i samtale med Ann Lind Andersen vil give indblik i hvad der sker i grønlandsk film i disse år.
Nye kræfter og store ambitioner vokser frem og grønlandsk film vil være en selvstændig størrelse, defineret ud fra egen kultur og ophav.
INFO
28. oktober 2023
15:30 – 18:00
Øst for Paradis, Sal A
MØD
Emile Hertling Péronard, producer
Vært: Ann Lind Andersen
OM
Grønlandsk kandidat til Nordisk Råds Filmpris 2023
Denne session er på dansk
Emile Hertling Péronard
Foto: Presse
Emile Hertling Péronard (han/ham) er en prisvindende og Oscar-nomineret grønlandsk filmproducer baseret i Danmark med produktionsselskabet Ánorâk Film, som opererer fra både Nuuk og København. I 2020 launchede han Polarama Greenland for at fremme den grønlandske filmindustry og bane vej for mere grønlandsk indhold. Med Polarama Greenland har han arbejdet på TV-serier som Borgen og Against the ice. I hans filmkatalog har han blandt andet været producer på Aquarela, Polaris, Twice Colonized” og Kalak.